Historien om DSB
Historien om DSB
Når et tog kører gennem det danske landskab, følger det som regel en rute med samme linjeføring som dengang, da banen blev anlagt. Men alt andet er ændret: materiellet, hastigheden, komforten.
Nye tider har også sat deres præg på de byer, som toget passerer. Mange af dem kan takke jernbanen for, at de overhovedet eksisterer, og at de fik del i den industrielle udvikling. I det hele taget er der ikke mangel på historiske perspektiver, når vi taler om jernbanens indflydelse på samfundet siden den første danske jernbane, København-Roskilde blev indviet den 26. juni 1847.
Et blik tilbage på de forgange 175 år viser, at jernbanen er under stadig forandring, og trods stadig hårdere konkurrence fra andre transportmidler har den vist sin levedygtighed. Også når vi fremover skal transportere os mere bæredygtigt rundt.
Oprindelig blev tankerne om anlæg af jernbaner mødt med skepsis, og der måtte kæmpes hårdt for anlægget af København-Roskilde-banen. Den blev da heller ikke den første inden for det daværende monarkis grænser. I 1844 kunne banen mellem Altona og Kiel tages i brug 19 år efter, at verdens første jernbane til offentlig trafik blev åbnet på strækningen Stockton-Darlington i England.
Danmarks Jernbanemuseum
Dyk ned i historien om DSB og bliv klogere på milepælene i jernbanens historie – også for de røde københavnske S-tog hos Danmarks Jernbanemuseum