Siemens skal levere nye el-lokomotiver til DSB
Det bliver Siemens, der skal levere minimum 26 el-lokomotiver, som skal sættes i drift fra 2021 og frem. Det er resultatet af den udbudsrunde, der blev igangsat i 2016.
DSB har stillet en række krav til de kommende lokomotiver: det skal være et ”standard el-lokomotiv”, som kan anvendes til både dansk og tysk/svensk kørestrøm. Det skal kunne køre 200 km/t. Det skal kunne trække DSB’s eksisterende dobbeltdækkervogne og så skal det være udstyret til både det nuværende og det kommende signalsystem på fjernbanen. Lokomotiverne skal leveres godkendt til kørsel i Danmark og Tyskland.
Disse krav lever Siemens op til med el-lokomotivserien Vectron. Vectron-lokomotiverne blev præsenteret i 2010 og er siden solgt til en række lande blandt andre Tyskland og Finland. Ordren lyder på 26 el-lokomotiver, samt en option på leverance af op til yderligere 18 ellokomotiver.
”Det er en god dag for DSB’s kunder. Vi har fundet en stærk leverandør af de kommende ellokomotiver. Vectron er en gennemprøvet lokomotivtype og lokomotiverne vil medføre et løft for såvel togtrafikken som for miljøet, når lokomotiverne efter planen erstatter de aldrende ME- og EA-lokomotiver,” siger Flemming Jensen, administrerende direktør i DSB og fastslår:
”Indkøbet af nye el-lokomotiver er samtidig et vigtigt skridt mod at forny DSB’s aldrende togflåde. Udover at påvirke DSB’s punktlighed positiv kommer de også til at forbedre DSB’s driftsøkonomi i takt med, at de fases ind fra 2021 og frem”.
De nye el-lokomotiver skal primært køre i den sjællandske regionaltrafik som trækkraft for DSB’s 113 dobbeltdækkervogne.
Udover at levere el-lokomotiver skal DSB og Siemens samarbejde om at vedligeholde de nye ellokomotiver. Siemens får dog det overordnede ansvar for vedligeholdet i første omgang i 10 år - med option på yderligere 5 år.
”Ansvaret for el-lokomotivernes kvalitet og pålidelighed ligger altså entydigt hos Siemens. Men som en del af aftalen skal Siemens skal bruge DSB Vedligehold til dele af serviceeftersynene på lokomotiverne, på den måde kan vi fortsat fastholde og udvikle vores kompetencer i vores værksteder. Det er jeg godt tilfreds med,” slutter Flemming Jensen.
Aftalen skal godkendes af Folketingets finansudvalg for at kunne træde i kraft.