To tog holder stille en time natten til søndag
Natten til søndag den 27. oktober 2024 stiller Danmark urene en time tilbage fra kl. 03.00 til kl. 02.00. To tog, der er startet i sommertid, får et ophold på over en time på Aarhus H.
Samtidig er det værd at være opmærksom på, der samme nat er sporarbejde og indsat Togbusser på strækningen mellem Korsør og Nyborg.
Se, om det får betydning for din rejse på Rejseplanen, der er opdateret med ændringerne.
DSB har helt bevidst valgt at tilrettelægge køreplanen på den her måde, forklarer DSB’s informationschef Tony Bispeskov:
”Vi gør som tidligere år og lader i år to tog holde stille under overgangen fra sommer- til normaltid og så tilbyder vi kunderne lidt forfriskninger under opholdene. Vi kunne også have valgt at køre to tog: Ét i sommer- og ét i normaltid, men det er der ikke kunder til,” siger han.
Se en liste over de berørte tog her:
InterCity-tog 8489 fra København H mod Aalborg ankommer til Aarhus H i sommertid kl. 02.12 og fortsætter i normaltid kl. 02.42.
InterCity-tog 8400 fra Aalborg mod København ankommer til Aarhus H i sommertid kl. 02.34 og fortsætter i normaltid kl. 02:45.