Prisstigninger kan koste passagerer

Prisstigninger kan koste passagerer

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
02. juni 2004 kl. 13:23

Den kollektive trafiks kunder i hovedstadsområdet må efter alt at dømme indstille sig på meget væsentlige prisstigninger i 2004. Prisstigningerne er bl.a. en følge af, at regeringen og Dansk Folkeparti har afskaffet et regionalt billettilskud til den kollektive trafik.


Det er Hovedstadens Udviklingsråds (HUR) trafikudvalg, som fastsætter priserne i Hovedstadsområdet, og udvalget har varslet stigninger på i gennemsnit 17,5 procent. På tirsdag den 12. august afgøres det, hvordan man i praksis vil udmønte de kommende prisstigninger.


Udvalget skal vælge mellem to løsningsmodeller. Ved den ene løsning fastholder man syv zoner som det maksimale, man kan betale for, mens den anden løsning flytter den maksimale betaling til ni zoner. Salgsdirektør i DSB, Bjørn Wahlsten, støtter den sidste model.


”Den model vil give færre gener for kunderne. Så skal man rejse lidt længere for at nå op på maksimumprisen. Rejser du meget langt, er nettoprisen alligevel ret lav,” siger Bjørn Wahlsten, og fortsætter:


”Jeg vil gerne understrege, at DSB ikke er glad for prisstigningerne, men at man efter DSB’s mening får den mindst negative effekt ved at vælge ni-zoners løsningen.”


Bjørn Wahlsten forudser, at prisstigningerne kan koste DSB omkring en million påstigninger alene på regional-, kystbane-, og luftshavnstogene, men tilføjer, at forudsigelserne er ret usikre, fordi man ikke før har set så store stigninger.