Ny stemme i S-togene
Ny stemme i S-togene
S-togs nye stemme er netop fundet blandt informationsmedarbejderne. Stemmen får premiere ved køreplansskiftet den 23. september.
Af Merete Thorøe
"Vær venlig at gøre plads for passagerer, der skal af toget. Toget kører til Hillerød." Disse standardfraser - kendt fra S-togenes højttalere samt en række andre ord og fraser, der bruges i trafikinformationen - blev onsdag i sidste uge indtalt i et professionelt lydstudie af to informationsmedarbejdere fra S-tog.
Udstyret med hovedtelefoner, med munden tæt på mikrofonen og forsvarligt lukket inde i det lille, varme, dunkle og lydtætte studie indspillede Anni Weidi Bohn og Lita Emilie Krafft efter tur lyd, der skulle danne grundlag for den endelige udvælgelse af den nye stemme i S-togene. For lydteknikeren gik det ud på at teste, hvem af de to kandidater, der lød mest naturlig, når ord og fraser klippes sammen til sætninger. Udfordringen er at udtale alle ord med samme jævne betoning - ellers kommer stemmen i højttalerne nemt til at lyde unaturlig og mekanisk.
Velkendt stemme søges
"Med nye standsningsmønstre og linjebetegnelser i den nye S-togskøreplan er der naturligvis også brug for nye fraser til S-togenes højttalere. Desuden arbejder den "nuværende stemme" ikke længere i DSB, så det er et naturligt tidspunkt for en ny stemme." Sådan forklarer Line Nielsen, projektleder i trafikinformationsafdelingen, behovet for at finde S-togs nye stemme.
Frem for at benytte en skuespiller eller en anden professionel stemme blev det besluttet at finde den nye stemme blandt S-togs 26 informationsmedarbejdere. På den måde vil der stadig være sammenfald mellem stemmen i toget og én af de stemmer, som kunderne kan høre i højttalerne på perronerne.
Kyndig udvælgelse
"Som noget nyt inviterede vi samtlige 26 informationsmedarbejdere til at deltage i en lille "konkurrence" om at blive den nye stemme. Denne model var tænkt som et sjovt afbræk i en hverdag præget af mange ikke særligt sjove højttalerudkald om forsinkelser. Hele 15 medarbejdere meldte sig, og jeg meget overvældet over, at så mange havde lyst til at deltage," fortæller Line Nielsen.
De 15 deltagere indtalte hver især en given tekst på diktafon, hvorefter kommunikationsforsker
og -rådgiver, Anne Katrine Lund, som også har hjulpet med at udvikle S-togs trafikinformation, vurderede stemmerne. Og der var mange ting at tage hensyn til. Først og fremmest skal S-togs stemme understøtte en direkte, imødekommende og troværdig kommunikation - og så skal den være tydelig, så budskabet når frem.
Det handler om energi
"Stemmer giver oplevelser, og derfor er det så vigtigt at finde den rigtige til formålet. Det handler meget om energi - tilhører stemmen et menneske, som har noget på hjerte, og som vi naturligt lytter til. Eller lyder det som én, der læser op? For S-tog gjaldt det om at finde en stemme, der er serviceminded uden at være klistret og udstråler autoritet uden at lyde belærende," understreger Anne Katrine Lund.
Desuden må en stemme til korte informationer ikke være for markant, for så skygger den for budskabet. Og endelig skal udtalen og stemmelejet tilsammen sikre, at budskaberne går tydeligt igennem. Ifølge Anne Katrine Lund var der flere rigtigt gode mandestemmer blandt kandidaterne, men generelt egner det dybere toneleje sig ikke så godt til digital gengivelse.
Derfor blev det to kvinder, nemlig Anni Weidi Bohn og Lita Emilie Krafft, som blev udvalgt til en endelig test i et professionelt lydstudie. Med udgangspunkt i de indtalte lydfiler er S-togs nye stemme nu fundet, og den tilhører Lita Emilie Krafft.