Næsten normal trafik søndag
Næsten normal trafik søndag
Søndag ventes det at langt den største del af DSBs trafik køres normalt. S-togstrafikken vil køre normalt. Svendborgbanen, Sydbanen og Nordvestbanen kører normalt. Også landsdelstrafikken og Intercity-trafikken ventes at være normal i det meste af landet søndag morgen. Dog vil væltede træer betyde, at trafik fra Århus og nordpå og fra Aalborg til Frederikshavn først genoptages i løbet af formiddagen.
På Kystbanen har væltede træer taget køreledningsmaster med i faldet. Det betyder, at der ikke kan køres tog nord for Skodsborg. Der vil blive indsat busser mellem Skodsborg og Helsingør. Ud på eftermiddagen søndag forventes det, at vi igen kører tog mellem Skodsborg og Helsingør. Mandag morgen er der helt normal drift efter den nye køreplan på Kystbanen. Følg med på trafikken lige nu her på www.dsb.dk/trafikinfo . Øresundsbroen forventes at være åben for togtrafik senest søndag morgen.
Mange af DSBs passagerer blev berørt af, at togtrafikken mange steder måtte indstilles lørdag aften. En del passagerer strandede på stationer, fordi der ikke umiddelbart kunne indsættes busser. Flere steder var det umuligt for DSB, at få vores normale busleverandører til at stille med busser, andre steder tillod politiet ikke udkørsel - heller ikke med busser. Ud på aftenen lykkedes det dog at få indsat busser på Sjælland, Fyn og de fleste steder i Jylland. Busserne blev indsat for at bringe strandede passagerer hjem, og IKKE til passagerer, der ville starte en helt ny rejse.
Nord for Skørping måtte et tog vende om på grund af nedfaldne træer på banelegemet og det betød, at DSB måtte indkvartere 60 passagerer. I Padborg kunne et internationalt tog ikke få lov at køre ind i Tyskland. Toget kørte tilbage til Århus, men enkelte passagerer valgte at blive indkvarteret i Padborg. Også i Århus var der sent lørdag aften strandet en del passagerer. De fleste kom videre med bus - nogle få blev indkvarteret. I Aalborg var der ved 22.30 tiden lørdag aften 10 strandede passagerer, som bliver indkvarteret hvis anden løsning ikke findes.