Bæredygtighed | 10. oktober 2022
Michael sørger for at dit affald bliver sorteret ordentligt
Bæredygtighed | 10. oktober 2022
Michael sørger for at dit affald bliver sorteret ordentligt
Det kan nok virke som et beskidt arbejde at sortere skraldet fra de mange skraldeposer og affaldsspande i DSB’s tog. Men det er også et vigtigt arbejde, der gør en stor forskel, fortæller Michael Bo Pilsø, der tager skraldet for miljøets skyld.
Godt lugter der ikke i affaldssorteringsrummet på DSB’s Klargøringscenter i Kastrup. For skrald er nu engang skrald, og arbejdet med at sortere det til genanvendelse og forbrænding er et manuelt arbejde.
Og det arbejde tager ISS-servicemedarbejderen Michael Bo Pilsø sig af sammen med et par kollegaer, der afløser ham på fridage og i ferier. Det er nemlig ansatte hos rengøringsvirksomheden ISS, der tager sig af affaldet i DSB’s tog og på stationerne.
”Man skal have en interesse for miljø og affaldssortering, ellers er det ikke et job, man gider ret længe,” siger Michael, mens han står ved et stort bord og sorterer en portion af den anselige mængde affald, der hver dag puttes i skraldeposer og –spande i DSB’s tog.
Mad bliver til biogas
Med en snuptag ryger en tom dåsecola i den ene spand, et puf sender tom emballage i en anden, glasflasker sættes i kasser, papir og pap ryger for sig, og med et præcist kast lander en plastikflaske i spanden til samme.
Og sådan går det dagen lang, hvor Michael sorterer så meget af affaldet til genanvendelse og genbrug som muligt. Også madaffald har sin egen container, hvor det opsamles og sendes videre til produktion af bl.a. biogas.
Restaffaldet ryger til forbrænding, hvor det bliver til fjernvarme og elektricitet.
”Meget af det her kan jo bruges igen på den ene eller anden måde, og det giver god mening for mig at sikre, at det bliver gjort rigtigt,” siger Michael, der godt er klar over, at han umiddelbart har et arbejde, de fleste nok ikke ville have som deres ønskejob.
”Men nogen skal jo gøre det, og jeg får lov at passe mig selv med et arbejde, der giver mening for mig. Og så er det mange år siden, at lugten har generet mig,” siger Michael, der har haft jobbet som affaldssorterer i ni år.
Klare mål for miljøet
Når DSB har fokus på affaldssortering, har det primært én årsag, forklarer bæredygtighedschef hos DSB, Aske Mastrup Wieth-Knudsen. Affald er nemlig ikke bare affald men ressourcer, der med stor fordel for miljø og klima kan genanvendes.
”Ved at tænke cirkulært i vores omgang med affald i hele DSB kan vi gøre en forskel og sikre, at ressourcerne bruges bedst muligt,” siger han.
Af samme årsag har DSB også et klart mål om, at 90 procent af alt deres affald skal genanvendes i 2030.
” Ved at tænke cirkulært i vores omgang med affald i hele DSB kan vi gøre en forskel og sikre, at ressourcerne bruges bedst muligt
Aske Mastrup Wieth-Knudsen, Bæredygtighedschef hos DSB
Ny sortering i toget
Blandt de seneste tiltag for at nå det mål er en forsøgsordning, hvor kunderne i udvalgte IC4-tog og S-tog kan sortere deres affald i to nye skraldespande til henholdsvis madaffald og restaffald.
”Vi tror på, at løsningen til mere genanvendelse kræver både kildesortering, hvor kunderne laver en grovsortering, og en central affaldssortering som den Michael laver, hvor tingene kommer i de helt rigtige affaldsspande,” siger Aske Mastrup Wieth-Knudsen.
Derfor arbejder DSB netop nu på at udbrede den centrale affaldssortering til flere steder i landet samtidigt med, at man laver forsøg og tests på togstationerne for at finde den bedste løsning til en grovsortering der.
Kunderne hjælper
Netop det, at kunderne i fremtiden får mulighed for at sortere mellem madaffald og restaffald, vil også hjælpe DSB til nemmere og mere effektivt at sende madaffaldet videre til biogasanlæg.
Samtidigt sikrer det, at der ikke kommer eksempelvis kaffegrums og lignende på den brugte plastik, når den skal genanvendes. Jo renere materialerne er, jo nemmere er det nemlig at genanvende dem, forklarer Aske Mastrup Wieth-Knudsen.
Det ved om nogen Michael, der tilbage ved sorteringsbordet har tømt endnu en container med skrald på bordet. Med hænderne og nogle gange en pind roder han det igennem, tømmer poserne og fordeler affaldet. Gennem tiden er det blevet til utallige tons, han har sorteret og sikret genanvendelsen af. Og det er netop det vigtigste for ham.
”Vi skal spare på vores ressourcer og passe på naturen og miljøet. Og her gør jeg rent faktisk en forskel,” siger han.