Bæredygtighed | 13. juni 2023

DSB investerer i stort solcelleanlæg på Høje-Taastrup station

Over 1500 m2 solceller sættes til efteråret op på Høje-Taastrup Station, hvor de forventes at dække omkring 50 procent af stationens strømforbrug. Tiltaget er det første af flere forventede nye solcelleanlæg på DSB’s stationer, der skal mindske CO2-udledningen og spare DSB penge.


 

Selv om de fleste passagerer nok ikke lægger mærke til det, så findes der allerede i dag solceller på flere af DSB’s stationer. Ofte skjult på tagene omsætter de solens stråler til strøm til gavn for både CO2-udledningen og DSB’s pengepung.

Nu kommer det hidtil største solcelleanlæg, der til efteråret vil dække omkring halvdelen af det årlige forbrug af strøm på den travle station i Høje-Taastrup.

Det fortæller ingeniør Ole Bjerager, der arbejder hos DSB Ejendomme. I løbet af det seneste års tid har han sammen med sine kollegaer undersøgt mulighederne for at sætte solcelleanlæg op på Høje Taastrup Station, og til sommer sættes udbuddet med opgaven i gang.

I alt skal der sættes mere end 1500 m2 solceller op, der, når solen skinner, forventes at kunne dække hele elforbruget i både stationens 7-Eleven butik samt til rulletrapper, elevatorer og lys med mere.

”Det er et meget effektivt anlæg, der skal sættes op, og det giver god mening, at vi kan bruge energi fra solen til at drive stationen med,” siger han.

 

Det er et meget effektivt anlæg, der skal sættes op, og det giver god mening, at vi kan bruge energi fra solen til at drive stationen med.

Ole Bjerager, ingeniør DSB Ejendomme

 

En god forretning
Udover, at DSB dermed kan reducere CO2-udledningerne, er det også over en periode på otte til 10 år en økonomisk god forretning, fortæller Ole Bjerager, da man med egenproduktion ikke skal købe strøm på el-nettet, og anlægget dermed kan tjene sig selv hjem.

I de perioder, hvor der produceres mere strøm, end stationen selv kan bruge, bliver overskudsstrømmen tilmed sendt i el-nettet, så andre kan have glæde af den grønne strøm, fortæller han.

Og mens opgaven med de nye solceller på Høje-Taastrup altså afventer at komme i udbud, så kigger DSB allerede nu på at udvide brugen af solceller på flere stationer.

Her er det primært stationer med et højt elforbrug, der er i kikkerten. Det gælder ifølge Ole Bjerager særligt stationer med 7-Eleven butikker samt stationer med strømslugere som elevatorer og rulletrapper.

 

Vi ønsker aktivt at fremskynde den grønne omstilling i Danmark og har et mål om at blive en CO2-neutral virksomhed i 2030.

Aske Mastrup Wieth-Knudsen, bæredygtighedschef hos DSB

 

Investerer i den grønne fremtid
Solceller er desuden en integreret del af de tre nye DSB-værksteder, der er under opførsel netop nu. Alt sammen er med til, at DSB i 2030 kan indfri sit miljømål om, at virksomheden skal være CO2-neutral, fortæller bæredygtighedschef hos DSB, Aske Mastrup Wieth-Knudsen.

Overordnet set er det netop interessant for DSB at investere i bæredygtige tiltag, der er med til at flytte virksomheden væk fra brugen af fossile brændstoffer over til grøn energi, forklarer han.

”De steder, hvor det giver mening for os at sætte solceller op, skal vi gøre det. Derudover støtter vi også solenergi i langt større skala, end vi selv kan sætte op,” siger han med henvisning til, at DSB sidste år investerede i et stort solcelleanlæg på Als, der leverer grøn strøm til DSB.

Aftalen betyder, at DSB årligt aftager fem GWh grøn strøm, hvilket svarer til cirka 10 procent af strømforbruget for DSB’s bygninger.

“Vi ønsker aktivt at fremskynde den grønne omstilling i Danmark og har et mål om at blive en CO2-neutral virksomhed i 2030. På den måde bidrager vi til en hurtigere omlægning til grøn strøm i Danmark og udbygger dermed togets position som en af de mest bæredygtige rejseformer,” siger Aske Mastrup Wieth-Knudsen.