Voldsom brand i tog

Voldsom brand i tog

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
18. februar 2011 kl. 11:35

Et elektrisk togsæt af typen IR4 udbrændte natten til fredag på parkeringsområdet i Fredericia. Branden opstod i en vestibule midt i toget i området ved kaffeautomaten. Årsagen til branden er ikke kendt, men der er en forklaring på, hvorfor den udviklede sig så voldsomt, at tre af togsættets fire vogne udbrændte.

Det var en DSB-ansat, der kl. cirka 03.15 alarmerede brandvæsenet efter selv at have forsøgt at slukke ilden. Brandvæsenet indsats blev forsinket i cirka en time på grund af problemer med jording af kørestrømmen på begge sider af det brændende togsæt. Brandvæsenet transporterer jordingsudstyret på taget af brandbilerne, og måtte efter ankomst til parkeringsområdet køre væk igen for at tage udstyret ned et sted, hvor der ikke er køreledninger.

Det er livsfarligt at opholde sig eller håndtere metal i nærheden af strømførende køreledninger, der har en spænding på 25.000 volt.

Otte togsæt med cirka 2.000 siddepladser kunne på grund af den afbrudte kørestrøm ikke sættes i drift fredag morgen, hvilket påvirkede morgentrafikken.

Niels-Martin Methmann