Fra Nonstop til onestop

Fra Nonstop til onestop

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
25. august 2011 kl. 10:00

Rejsende til og fra Odense får nu glæde af et ekstra stop. DSB imødekommer flere kunders behov og ændrer to ICL Nonstop til særligt lyntog med blot én standsning i Odense.

To af DSB's nonstopafgange mellem København og Århus bliver nu lavet om til et lyntog med stop i Odense. DSB har analyseret kundernes rejsemønstre og set, at det ICL Nonstoptog, der kører fra København 7.20, med fordel kan stoppe i Odense på vejen. Tilsvarende får det tog med afgang fra Aarhus kl. 15.57 mod København også et stop i Odense. Så nu stopper morgentoget fra København klokken 8.36 i Odense og eftermiddagsafgangen fra Aarhus klokken 17.20 i eventyrbyen.

Behov for ét stop
»Et af kendetegnene ved nonstoptogene var jo, at det ikke stoppede undervejs. Det betyder fred og ro under hele rejsen, som mange, især vores erhvervskunder, sætter stor pris på. De vil gerne tjekke mails, gå på internettet og nyde den gode service om bord. Kort sagt: Være effektive og arbejde, mens de lader sig transportere. Det er stadig muligt, men nu kommer der så et enkelt stop på halvdelen af afgangene. Vi oplever en øget efterspørgsel efter forbindelser til Odense, og derfor tilpasser vi løbende vores udbud med den konkrete efterspørgsel. Det betyder, at afgangen fra København om morgenen og fra Aarhus om eftermiddagen nu får stop i Odense,« siger product manager på DSB 1’, Birgit Westerkov Lerhmann.

Passagererne skal stadig køre i IC4 ligesom i dag, og de populære afgange fra Århus 6.57 og fra København 16.20 fortsætter som Nonstoptog uden stop Aarhus-København med udvidet DSB 1’ service, som passagererne kender fra toget i dag. På trods af standsning i Odense bliver køretiden mellem København og Aarhus og tilbage igen stadig den samme som før og er stadig DSB’s hurtigste forbindelse mellem Aarhus og København.

Har man billet til DSB 1’ har man også adgang DSB 1’ loungerne på hhv. Københavns Hovedbanegård, Odense og Aarhus. Her kan man arbejde uforstyrret eller slappe af med aviser og erhvervsmagasiner eller logge sig på den gratis internetadgang samtidig med, at man kan få friskmalet kaffe, kildevand, frugt og chokolade.

Ændringerne træder i kraft den 1. september i år.