DSB’s tog får frit, gratis og forbedret internet
DSB’s tog får frit, gratis og forbedret internet
Fra i dag udvider DSB kundernes adgang til internettet på togturen, så det er gratis for alle rejsende på IC3, IC4 og IR4 tog, uanset hvor i landet togene kører. Hidtil har der kun været internetadgang på strækningen mellem Aalborg og København.
Ved samme lejlighed er internet forbindelsen blevet opgraderet fra 3G til 4G. På den baggrund bliver den forbedrede netadgang åbnet for alle kunder.
”Vi er glade for at kunne tilbyde vores kunder en bedre løsning, der dækker væsentligt mere af landet. Vi ved fra kundeundersøgelser, at det er et højt ønske, som vi nu kan tilbyde langt flere af vores kunder,” siger Susanne Mørch Koch, der er direktør for DSB Kommerciel.
Opgraderingen gør net-forbindelsen hurtigere. Men selv om kapaciteten er øget, er den ikke ubegrænset. Derfor opfordres kunderne til at udvise god net-adfærd. Forbindelsens kvalitet er nemlig ikke egnet til at streame film eller downloade tunge filer. Derfor lyder opfordringen til kunderne; download den gode film hjemmefra – og det samme gælder for den digre rapport, der skal læses på togturen.
”Ved at dele forbindelsen på denne måde, så er der større chance for, at alle kan få forbindelse på rejsen, så de eksempelvis kan svare på mail og surfe på nettet. Især på de fyldte myldretidstog er der brug for at deles om nettet, så flest muligt får glæde af det,” understreger Susanne Mørch Koch.
I praksis vil DSB sørge for, at kunderne let og enkelt kan komme på internettet med kun et enkelt klik. Et par sekunder efter havner kunderne på dsb.dk, og så er der adgang til at surfe videre på nettet.
På enkelte strækninger kan surf-turen blive afbrudt, da der fortsat er områder med dårlig eller manglende dækning rundt om i landet. Den problematik er der fortsat fokus på at få løst i samarbejde med de relevante parter.
”Vi kommer ikke i mål med vores internet-ambitioner med denne opgradering, det vil kræve større kapacitet, end udbyderne kan tilbyde lige nu. Vores tests viser, at opgraderingen til 4G generelt har forbedret hastigheden på forbindelsen, så kundernes oplevelse bliver bedre end tidligere. Men der vil fortsat være forstyrrende huller i internetdækningen undervejs,” siger Susanne Mørch Koch.