DSB går markant frem trods krisen
DSB går markant frem trods krisen
Kunderne stiger på toget i stadigt større antal
I en svær tid, hvor danskerne er økonomisk pressede, og hvor mange af landets virksomheder nedjusterer deres forventninger til årets samlede resultat, viser tallene i DSB’s regnskab for årets første tre måneder fortsat fine takter:
DSB’s kundefremgang fortsætter. Således stiger hele 13 procent flere kunder på toget, og flere tog på den københavnske S-bane kører til tiden set i forhold til 1. kvartal 2008.
Et godt alternativ til bilen
DSBFirsts overtagelse af togtrafikken i Sydsverige udgør 10 procentpoint af den samlede kundefremgang, og korrigeret for denne trafik var væksten i antal rejser på de danske strækninger altså cirka tre procent.
»På trods af landets økonomiske afmatning og et generelt faldende transportbehov hos danskerne, er DSB alligevel i stand til at tiltrække flere kunder. Samtidig kører stadigt flere tog til tiden, og i modsætning til mange andre virksomheder sænker vi ikke forventningerne til det samlede års resultat,« forklarer DSB’s administrerende direktør Søren Eriksen og uddyber:
»Jeg ser resultaterne som en bekræftelse på, at den langsigtede strategi, vi har lagt for DSB som servicevirksomhed, er den rigtige. Og det er utrolig positivt, at danskerne i stigende grad får øjnene op for, at toget er et økonomisk og miljømæssigt godt alternativ til for eksempel bilen,« siger han.
Bilen får baghjul
Og danskerne lader i stigende grad bilen stå i garagen, viser nye tal fra Vejdirektoratet. I årets første tre måneder er biltrafikken i Danmark således faldet med 1,1 procent i forhold til 1. kvartal 2008.
I samme periode er det samlede antal togrejser i DSB-koncernen sammenlignet med sidste års tre første måneder steget med 5,3 millioner - svarende til 13 procent. Kundefremgangen kommer primært i forbindelse med, at DSBFirst overtog togdriften i Øresundsregionen den 11. januar 2009, hvilket har betydet cirka fire millioner flere DSB-kunder og samtidig gjort DSB til Skandinaviens største togoperatør og Sveriges næststørste operatør.
»Det har en kolossal betydning, at vi nu har positioneret os i Sverige. Vi betragter Øresundsregionen som ekstremt vigtig for DSB, og vi anser Sverige som vores andet hjemmemarked, hvor vi nu har lige så meget trafik som i Jylland,« siger Søren Eriksen, der samtidig glæder sig over, at de driftsproblemer, som kunderne oplevede i de første dage efter overtagelsen af strækningerne, nu er stabiliseret, som følge af en fokuseret indsats fra DSBFirsts medarbejdere.
Flere S-tog til tiden
Udover DSBFirsts bidrag til kundefremgangen tegner et stigende antal rejser i Østdanmark, flere pendlere og en vækst i antallet af danskere, der stiger på S-toget, sig for fremgangen. I 1. kvartal 2009 var der således tre procent flere S-togskunder i forhold til 1. kvartal 2008. Det skyldes blandt andet Ringbanens fortsatte vækst, tilgangen af kunder via fordelsprogrammet S-more samt ikke mindst, at rettidigheden for S-togene er røget markant op i den senere tid.
S-togs rettidighed lå i 1. kvartal 2009 på cirka 96 procent, mens det tilsvarende tal for 1. kvartal 2008 var på 93,8. Altså en stigning på over to procentpoint. Samtidig er passagerregulariteten i samme periode steget med 2,7 procentpoint fra 86,7 til 89,4. Det svarer til, at knap en million flere passagerer i det københavnske togsystem er kommet frem til tiden set i forhold til 1. kvartal 2008.
»Vi ved fra talrige kundeundersøgelser, at et af de vigtigste elementer for vores kunder er, at toget kører og kommer til tiden. Og jeg tror, at kunderne kvitterer for den høje rettidighed hos S-tog. Vi kan være meget stolte og tilfredse over de resultater, der nu over en lang periode er leveret i S-tog. Baggrunden er, at vi generelt leverer et godt produkt, og så har man fra S-togs side dygtigt lanceret en række nye produkter og tiltag som fordelsprogrammet S-more og erhvervskortet. Det har tydeligt givet pote i form af flere kunder,« vurderer DSB’s administrerende direktør Søren Eriksen.
Se hele kvartalsrapporten hér:
http://ipaper.ipapercms.dk/dsb/fakta/regnskab/kvartalsregnskabfor1kvartal2009/?