DSB er klar til klimatopmødet
DSB er klar til klimatopmødet
DSB melder sig klar på til at løfte de udfordringer, der følger med afviklingen af den kommende klimakonference COP15 i København til december. Kollektiv trafik og DSB vil i den forbindelse spille en central rolle – blandt andet vil samtlige COP15-deltagere af Udenrigsministeriet blive tilbudt gratis kollektiv transport.
»Ud fra den viden vi har i dag omkring blandt andet deltagerantallet i konferencen, er vi gearet til at løfte opgaven,« siger DSB’s administrerende direktør Søren Eriksen.
Travl og udfordrende december
Og betydningen for DSB af det kommende klimatopmøde i København i december kan ikke undervurderes, hvis man spørger Søren Eriksen:
»Klimatopmødet er på flere planer utrolig vigtig for DSB. Vi har blandt andet en stor opgave i at sikre, at vores faste kunders rejseoplevelser ikke lider under, at vi skal servicere flere tusinde ekstra kunder i december. Samtidig rummer topmødet en enestående god mulighed for at profilere togets og DSB’s miljømæssige fordele over for vores udenlandske gæster og det store medieopbud, der forventes at komme til København,« forklarer han og slår samtidig fast, at DSB kan løfte opgaven:
»December bliver uden tvivl en travl, sjov og udfordrende måned for mange medarbejdere i DSB. Vi skal sammen vise vores kunder og omverdenen, at DSB på professionel og engageret vis kan håndtere den store opgave. Og det kan vi,« siger han med overbevisning i stemmen.
COP15-sekretariat og Task Force
Udover en tæt dialog og samarbejde med arrangører, andre trafikselskaber og politiet er nogle af de vigtigste værktøjer til at tackle den omfattende opgave et særligt DSB COP15-sekretariat, som siden årsskiftet har arbejdet på at klargøre virksomheden til udfordringerne og koordinere indsatsen. Og for nylig er en tværfaglig og beslutningsdygtig Task Force gået i gang med at styre DSB godt frem mod og igennem topmødet i København i december. Task Forcen har blandt andet fokus på følgende emner:
• Regularitet og kapacitet
• Trafikinformation
• Service
• Rengøring på stationer og i tog
• Sikkerhed og tryghed
Miljøfester, udstillinger og særtog
DSB barsler også med mange miljø- og klimaarrangementer før og under klimatopmødet. Hér følger et udvalg af dem, der allerede er planlagt:
• Train to Copehagen
DSB deltager sammen med en række europæiske medlemmer i UIC(den internationale forening af jernbaneselskaber) i en særlig klimaekspres fra Bruxelles lørdag den 5. december til Københavns Hovedbanegård – kaldet Train to Copenhagen. Toget ankommer om aftenen til København og vil være fyldt med delegerede, NGO’er og pressefolk fra udlandet. Toget er en del af en større kampagne, som sætter fokus på toget som en vigtig spiller i løsningen på klimaproblemerne.
• Miljøfest i S-tog
Græs på gulvet, øko-øl til ganen og levende musik til ører og hofter. Et sær-S-tog bliver den 28. november omdannet til et rullende festtog, der kører fra Københavns Hovedbanegård til Køge, hvorefter kunder vil blive sat af på Dybbølsbro Station, hvorefter de efterfølgende kan gå til en fest i Kødbyen. Festen afholdes i et samarbejde med COP15, Købehavn Kommune og Art Rebels.
• NGO-udstillinger på stationer
DSB’s stationer fungerer som enestående og effektive platforme at kommunikere fra. Cirka ti NGO’er får frie tøjler til at formidle deres budskaber om miljø, ansvarlighed og klima til DSB’s kunder under klimatopmødet fra hver deres tildelte station.
• Klimamysteriet
- eller på engelsk ”The Climate Mystery” er et innovativt underholdnings- og læringsunivers om klima, der primært er rettet imod unge fra 13-18 år. Onlineuniverset benytter en blanding af seriefiktion, sociale netværk og computerspil til at skabe en fire måneder lang totaloplevelse af mystik og indlevelse. Brugerne involveres i et mysterium, hvor DSB’s materiel og lokaliteter får en fremtrædende plads, og som når sit klimaks under klimatopmødet. Microsoft er hovedpartneren, og der er lavet en aftale med musikkanalen MTV om en omfattende eksponering over for målgruppen. Målet er 200.000 brugere.
• Miljøudstilling på Københavns Hovedbanegård
Udstillingen på Københavns Hovedbanegård skal under COP15 vise DSB’s miljøindsats siden starten af 1990’erne, vores miljøudfordringer i dag samt vores visioner for fremtiden. Udstillingen bliver versioneret på både dansk og engelsk. Efter fremvisningen på KH vil udstillingen turnere rundt i Danmark.